Benjamin: Sande historier om verden

Walter Benjamin ønskede at fortælle om de fortabte stemmer, hvis historier forsvinder, hvis ikke de fortælles og høres. Derfor taler Benjamin om fortiden for at tale til nutiden. Denne samlings kulturhistoriske fortællinger indeholder historier om alt fra hundeliv og magi til jordskælv og togkatastrofer. På en medrivende måde viser Benjamin os, hvordan det at lytte til den glemte tradition kan hjælpe os med at forstå den verden, vi lever i.

Radio Benjamin (hos Radio24syv). Børn og voksne i Berlin og Frankfurt ville mellem 1929 og 1933 lejlighedsvis kunne have hørt Benjamins stemme i radioen.

De kulturhistoriske fortællinger i ”Sande historier” blev alle skrevet til radioen, da teknologien var i sin spæde begyndelse. Benjamin arbejdede selv med projektet under titlen Aufklärung für Kinder (Oplysning for Børn).

Her greb han tilbage til den tyske filosof Immanuel Kants essay ”Hvad er Oplysning?” (1784). For Kant var oplysning det projekt, at mennesket skulle ud af dets selvforskyldte umyndighed.

Hvad det betyder og hvordan Benjamin forsøgte at forvandle og videreføre Kants projekt – det kan man høre om i programmet. Samtidig kan man også høre den danske radiopremiere på den kulturhistoriske fortælling “Sande historier om hunde”: