Bittner: Tyngden ved at være til

Udkommet i foråret 2023 på Forlaget Senmund

Jacob Bittner: Tyngden ved at være til (2023)

En overordentlig original og spændende filosofisk undersøgelse (…). Formen er essayistisk, næsten poetisk, hvilket også bidrager til læseoplevelsen og er med til at løfte bogen ud over det sædvanlige.
–– Lektørudtalelse, DBC

Jacob Bittner har skrevet en sjælden bog på dansk, der er et reelt stykke filosofi, der tager livtag med livet og tyngden ved at være til. Det er en læseværdig bog, der kræver langsomhed, men også at blive læst flere gange.
–– Christian Rømer Stokbro, Læst

Tyngden ved at være til er en fænomenologisk undersøgelse. Med begrebet om tyngden opstår en ny filosofisk tænkning om sorg, kærlighed, begær, skam og skyld, hvor det ikke er døden, der er ledetråd, men fødslen. Snarere end mulighedskategorien, der efter den tyske filosof Martin Heidegger præger tænkningen, betones nødvendigheden: Ikke ved at henvise til en guddommelig fylde, men ved at udvikle en begrebslighed omkring tyngden, der ikke henviser til væren og intet, men til ”aldrig”.

I denne fænomenologiske undersøgelse forstås livet ikke som den blotte gave, det godes gave, men undersøges som en risiko og chance, hvor sårbarheden skaber grobund for skønhed og vold. Mennesket forstås som et sårbart og påvirkeligt væsen. Som sådan gøres der op med den traditionelle tænkning om mennesket som et autonomt fornuftsvæsen. Med begrebet om tyngden tænkes mennesket i al dets skrøbelighed. I den forbindelse går undersøgelsen i dialog med blandt andet tænkere som S. Kierkegaard, K. E. Løgstrup, M. Heidegger og E. Levinas, men også med skønlitterære forfattere som Olga Ravn og Ursula K. Le Guin.

Jacob Bittner er en dansk filosof (født 1986). Han har en ph.d. fra King’s College London. Han har derudover studeret ved Københavns Universitet og Humboldt–Universität i Berlin. Han har undervist ved King’s College London og ved Københavns Universitet. Han har tidligere skrevet The Emergence of Literature (udgivet ved Bloomsbury, 2020), der har fået en god modtagelse internationalt (se mere på jacobbittner.dk).

Bogen kan fås eller bestilles hos enhver boghandler.